Boganmeldelse
Forfatter: Jens Andersen
Forlaget Turbine
Århus 2021
Anmeldelsen er skrevet af
Finn Kjerulff Hansen
Cand.mag. i historie og nordiske sprog
Lad mig starte med at korrigere titlen på Jens Andersens i øvrigt meget detaljerede og spændende biografi. Von Kamptz var faktisk ikke Bornholms sidste tyske kommandant, dette var i al fald mere formelt set general Wuthmann, selvom denne kun indehavde kommandoen i mindre end en uge, hvor von Kamptz trods alt indehavde kommandoen i godt ni uger. Ni virkelig vanskelige uger for såvel tyskerne på øen som bornholmerne selv.
Det er en uhyre spændende og kildemæssigt veldokumenteret biografi, Andersen har begået over et af bornholmernes virkelige hadeobjekter, den tyske søofficer og ø-kommandant von Kamptz. Andersen har stort set læst alt, hvad han har kunne finde af både primær- og sekundærkilder om denne her på øen berygtede og hadede person, som mange bornholmere dengang og stadig mener var skyld i alle de ulykker, der ramte Bornholm i majdagene 1945.
Godt nok var von Kamptz en stædig, påståelig og på mange måder særdeles ubehagelig og fanatisk person med en stærk tro på Nazitysklands mission her i verden ligesom hans store forbillede, storadmiral Dönitz.
Som soldat accepterede han, at tyskernes delvise kapitulation til briterne på Lüneburger Heide den 4. maj kl. 18.30 også omfattede Danmark, hvorfor han også stædigt nægtede at overgive øen til andre end briterne. Objektivt set havde von Kamptz jo ret, men ingen tyske ledere anede jo noget som helst om, hvad den vestallierede ledelse under general Eisenhover havde besluttet vedr. Bornholm. Så han afventede troligt britiske soldater, kan kunne overgive sig til. De kom bare aldrig.
Bornholmere med interesse i 2. Verdenskrigs sidste måneder kan altså hente masser af også nye oplysninger vedr. det spegede spil om og på Bornholm i vinteren og foråret 1945.
Andersen bringer helt nye aspekter ind i tyskernes krampagtige forsøg på at fastholde øen som base i transporten af tyske civile og soldater fra østfronten og det tyske Østpreussen vestpå til områder allerede eller næsten besat af de vestallierede. En transport, der fortsatte helt til den 17.maj! Næppe pga. russisk uduelighed eller sløseri, som Andersen antyder, for de havde allerede gennem 1945 sendt mange tusind tyskere til bunds i Østersøen omkring Bornholm helt op til den 8. maj.
Da var krigen slut, og det ville nok skabe nogen ballade de allierede imellem, hvis russerne fortsat bombede udtjente både og pramme med civile ombord. Den russiske ledelse var dertil sikkert ganske godt klar over, at mange af disse tyskere alligevel ville give russerne problemer sidenhen som systemmodstandere. Mange af de fra Østpreussen flygtede civile flygtede i al fald også senere fra den russiske østzone og fra det i 1949 etablerede DDR, så længe dette var muligt.
Det lykkes også Andersen at punktere et par myter undervejs om von Kamptz og nuancere lidt af det meget hårde, men bestemt fortjente eftermæle, von Kamptz har fået her på øen. Et eftermæle, som ikke mindst skyldes amtmand von Stemanns omtale i sine senere erindringer. Han kunne bestemt ikke lide denne opblæste kommandør, der hellere ville give ordrer uden nogen jordforbindelse end forhandle. Alle tidligere indgåede aftaler mellem Stemann og forhenværende tyske kommandanter, følte von Kamptz sig ikke bundet af, og en god lytter var han bestemt ikke.
Billede af von Kamptz forlader et møde med amtmand von Stemann d. 7. maj 1945
Der er flere nye nuancer omkring hele situationen om selve kapitulationen, Rønnes og Nexøs bombninger og ikke mindst den bizarre sag om oberstløjtnant Henschels tragiske henrettelse.
von Kamptz var bestemt ikke noget behageligt menneske at omgås. Han er var en usædvanlig dogmatisk og fanatisk nazist, hvilket bogen indeholder flere veldokumenterede eksempler på. Men Andersen redegør ud fra sine studier ganske godt for, at virkeligheden var meget kompleks i disse dage, og at ikke mindst mangel på kommunikation med ledende officerer i Flensborg- og Kielområdet medførte ordrer mv. afgivet nærmest i blinde ud fra en ideologisk frem for en mere pragmatisk synsvinkel.
I praksis blev det i det store kaos i dagene efter den tyske overgivelse af Danmark faktisk de tyske officerer med flest stjerner på, der overtog den reelle magt over det pga. bombningerne af Rønne og Nexø i dagene forud kaosramte Bornholm.
Manifesteret i general Wuthmann, der underskrev Bornholms kapitulation den 9. maj kl. godt 16. Her ser jeg tydeligere end ellers beskrevet, at der faktisk var tale om tre bombebølger, de to den 7. maj og den sidste store meget ødelæggende den 8.maj, hvor byernes befolkninger heldigvis var blevet evakueret. Mange tror, at der kun var tale om en bølge pr. dag, og at den første skydning var startet af tyskerne, der skød mod russiske observationsfly.
I bogen her nævnes intet om denne tyske skydning, men at russerne bombede de to byers havne for at ødelægge de tyske skibe, der lå her.
Bombningen af Nexø d. 7. maj 1945
Jens Andersens titel snyder også på en anden måde. Jeg troede faktisk, at bogen kun handlede om von Kamptz tid på Bornholm, men afsnittene om hans tid som ø-kommandant udgør faktisk kun en fjerdedel af hele bogen, men for mig langt den mest spændende.
Men der skal herfra alligevel lyde stor ros til Andersen for gennem at fortælle von Kamptz hele livshistorie også får mange facetter med, der kan forklare denne mands vanskelige sind og kampe med også sig selv. Konklusionen er dog, at von Kamptz forblev en fanatisk nazist også resten af sit liv og aldrig fortrød nogle af de handlinger, han havde begået under krigen. Såfremt Andersen har fået det hele med, beskriver han i denne omhyggelige biografi en personlighed, man aldrig nogensinde ville kunne få sympati for, tværtimod.
Så von Stemann var en stor menneskekender, for hans beskrivelse af von Kamptz som et særdeles ubehageligt, fanatisk og arrogant menneske støttes af de kilder, som Andersen har haft adgang til.
Officerskasket doneret af von Kamptz til Bornholms Forsvarsmuseum.
Bogen kan købes på Bornholms Forsvarsmuseum, hvor du også kan se von Kamptz officerskasket og hans ridderkors, som han selv har skænket museet.