Skip to content

Hitlers hemmelige våben på bornholm

Da to danske afslørede et af Nazitysklands mest avancerede våben på Bornholm.

Den 22. august 1943 er Danmark stadig besat. På Bornholm har tyske tropper haft kontrol i næsten tre år. I Rønne modtager politiassistent Johannes Hansen en melding: et fly er styrtet ned på en mark ved Bodilsker. Måske et allieret fly?

Hansen springer i bilen og samler undervejs den danske efterretningsofficer Christian Hassager Christiansen op. Sammen sætter de kurs mod Bodilsker med håbet om at nå frem før tyskerne.

På marken finder de vragrester – men noget stemmer ikke. Det er alt for småt til at være et fly. Hvad de to danskere ikke ved, er at de står foran resterne af Nazitysklands nye tophemmelige våben: en V‑1. En førerløs, raketdrevet “flyvende bombe”, som tyskerne testaffyrer over Østersøen.

Johannes Hansen

Christian Hassager Christiansen

De to danskere har kun få minutter alene ved vraget, før tyske soldater ankommer. I al hast når de at tage en række illegale fotografier og lave en skitse af genstanden.

Disse dokumenter bliver senere en af den danske modstandsbevægelses vigtigste efterretningsoperationer – og de første fotografiske beviser, som de allierede får af V‑1 våbnet.

V‑1 bomben var et teknologisk kvantespring. Verdens første krydsermissil: en selvflyvende bombe med et sprænghoved på 850 kilo og en rækkevidde på omkring 250 kilometer.

V-1 bomben blev affyret fra testbaser ved Peenemünde – kun få hundrede kilometer fra Bornholm.

Under testflyvningerne brugte tyskerne Østersøen som forsøgsområde. Flere V‑1’er kom ud af kurs og styrtede ned på eller nær Bornholm, og senere gik også V‑2 raketter på afveje og endte helt i Sverige.

På Bornholm var der opført tyske radaranlæg, der fulgte raketternes flyvebaner. Bornholm blev dermed en ufrivillig brik i udviklingen af et våben, der senere blev brugt i stor skala mod London og andre europæiske byer.

På Bornholms Forsvarsmuseum kan bl.a. se rester af en V‑1 bombe, der styrtede ned på Bornholm.

Hassager Christiansens tegning af V-1 bombet ved Bodilsker

Foto taget af den nedstyrtede V-1 bombe på en mark ved Bodilsker på Bornholm d. 22. august 1943.

Kameraerne er samlet igen – for første gang siden 1943

Historien om Christiansen og Hansen er en fortælling om mod, hurtig handling og snarrådighed midt i besættelsens usikre hverdag.

Deres indsats gav de allierede værdifuld viden om et våben, der senere skulle koste tusindvis af civile livet.

I dag kan man komme helt tæt på historien på Bornholms Forsvarsmuseum. Her udstilles de originale kameraer, som Hassager Christiansen og Hansen brugte den dag i 1943.

Kameraerne har været i familiens eje i generationer, men er nu – takket være et enestående udlån fra arvingerne – samlet og vist offentligt for første gang siden krigen.

Udstilling med Hassager Christiansens og Johannes Hansens kameraer.