H.M. Kong Frederik besøger Bornholms Forsvarsmuseum

H.M. KONG FREDERIK BESØGER BORNHOLMS FORSVARSMUSEUM

H.M. Kong Frederik besøgte i dag, den 7. maj 2026, Bornholms Forsvarsmuseum som led i sit officielle besøg på Bornholm og markeringen af årsdagen for det sovjetiske bombardement af Rønne og Nexø i 1945.

Foto: H.M. Kong Frederik ankommer til Bornholms Forsvarsmuseum og modtages af museets formand Jens P. Christoffersson (Foto: Asp Photography)

Foto: H.M. Kong Frederik hilser på de fremmødte børn. (Foto: Asp Photography)

Kongen blev modtaget af formanden for Kastellets Venner Bornholm, Jens P. Christoffersson, og lederen af Ø‑arkivet, Anette Eriksen, der præsenterede museets unikke samling af historiske genstande fra blandt andet den sovjetiske besættelse af Bornholm i 1945‑1946.

Under besøget viste kongen stor interesse for museets udstillinger – særligt fortællingerne fra den tyske besættelse af Bornholm. Kongen hilste på flere medlemmer af museets bestyrelse og fik en rundvisning blandt udvalgte genstande fra russertiden.

H.M. Kong Frederik og formanden for museets støtteforening, Kastellets Venner Bornholm, Jens P. Christoffersson. (Foto: Asp Photography)

H.M. Kong Frederik i kongestolen på museets 1. sal (Foto: Jens Voigt)

Afslutningsvis modtog kongen bogen “Historiens spøgelser – Bornholm 1940‑1946”, overrakt af forfatteren og bestyrelsesmedlem Jens Voigt.

Jens Voigt overrækker sin bog til H.M. Kong Frederik. 

Bornholms Forsvarsmuseum takker H.M. Kongen for besøget. Museet åbner officielt den 3. juni 2026, hvor publikum kan opleve nye udstillinger og deltage i en række arrangementer.

Månedens genstand: Februar 2026

Denne måneds genstand knytter sig til vinterkulden.

Tidligere havde man ikke de samme muligheder inden for materialer og beklædning som i dag. Derfor måtte man finde andre løsninger for at holde varmen – især omkring fødderne.

Disse filtstøvler blev brugt som overtræk uden på de almindelige støvler af vagter. De skulle kun bevæge sig ganske få skridt omkring skilderhuset, så det gjorde mindre, at støvlerne var tunge og klodsede at gå i.

De er fremstillet af filt og kork og har en træbund, som isolerede effektivt mod kulden fra jorden.

Også i andre nordlige lande – som Sverige, Norge, Finland, Sovjetunionen og Tyskland – fandtes lignende fodtøj, dog i andre udformninger.

Månedens genstand: Januar 2026

Busten af oberst J.C. Blom

Denne buste forestiller oberst Johan Christian Blom, der var kommandant på Bornholm fra 1887 til 1892. Den er skabt af hans datter, Estella Blom (1899–1959), og skænket til Bornholms Forsvarsmuseum af hendes datter Ebba Marie Blom Holm.

Billede 1206 b: Buste af J.C. Blom, Bornholms Forsvarsmuseum

En officer med en bemærkelsesværdig karriere

Inden J.C. Blom blev kommandant på Bornholm, havde han allerede gennemført en lang og alsidig militær karriere. Han deltog i Treårskrigen 1848–1850 som officer ved 4. bataljon og var med i slagene ved Bov og Slesvig.

Senere gjorde han tjeneste som adjudant hos oberst Christian Lunding, kommandanten i Fredericia, og rykkede året efter i felten som halvbatterikommandør, inden han blev kompagnichef ved 3. reservebataljon.

Under krigen i 1864 blev han udnævnt til stabschef ved 1. Division, som deltog i forsvaret af både Dybbøl og Als.

I juli samme år fulgte han general Steinmann til overkommandoen og fortsatte derefter som stabschef ved 2. Generalkommando. I 1867 blev han udsendt til tjeneste ved den franske hær i Algier, hvor han blev tilknyttet marskal Patrice Mac-Mahons stab – en almindelig form for videreuddannelse for danske officerer på den tid.